De første medarbejdere i lignelsen viser dem som, på grund af deres arbejde, kræver forret frem for andre. De påtager deres arbejde i al selverkendtlighed, og gør intet for at gøre det selvfornægtende og opofrende. De kunne bekende at tjene Gud i hele deres liv, de kunne være forrest i at klare vanskeligheder, afsavn og prøvelser, og derfor mener de at de står til en stor løn. De tænker mere på løn end privilegierne ved at være Kristi tjenere. Efter deres syn giver deres arbejde og ofre mere ære frem for andre, og når dette ikke indrømmes, bliver de fornærmede. Lagde de en elskelig og tillidsfuldhed i deres arbejde, ville de fortsætte med at være de første; men deres klagende og jamrende adfærd ligner ikke Kristus, og de beviser at de ikke kan få tillid. Det afslører et ønske om at hævde sig selv, deres mistillid til Gud, og deres ivrige modvilje mod deres brødre. Herrens godhed og gavmildhed giver kun anledning til at knurre. Derved viser de at der ikke er forbindelse mellem deres sjæle og Gud. De kender ikke samarbejdesglæden med Mesterarbejderen.