Spørgsmålet rejser sig ofte: Hvorfor er der så mange, der hævder at tro Guds ord, hvor der ikke ses en reformation af ord, ånd og karakter? Hvorfor er der så mange som ikke kan klare modstand mod deres hensigter og planer, som viser et uhelligt temperament, og hvis ord er hårde, undertrykkende og lidenskabelige? I deres liv ses den samme kærlighed til selvet, den samme føjelighed for selvet, det samme temperament og hurtige tale, som ses i verdsliges liv. Der er den samme ømtålelige stolthed, og stoltheden får de samme naturlige tilbøjeligheder, den samme forvanskede karakter, som om de ikke kendte helt til sandheden. Grunden er at de ikke er omvende. De har ikke sandhedens surdej i hjertet. Den har ikke fået anledning til at gøre sit arbejde. Deres naturlige og opdyrkede tendenser til ondt er ikke blevet underlagt dens forvandlende kraft. Deres liv åbenbarer Kristi nådes fravær, en vantro på Hans kraft til at forvandle karakteren.