Verden betragter det menneske som et mysterium, som er besjælet med dette princip. Det selviske og pengekære menneske lever kun for at sikre sig selv rigdomme, ære og denne verdens fornøjelser. Han mister den evige verden af syne. Men sammen med Kristi efterfølgere, vil disse ting ikke være ikke være altafgørende. Han vil for Kristi skyld arbejde og fornægte sig selv, så han kan hjælpe til i det store frelsesarbejde af sjæle, som er uden Kristus og uden håb i verden. Et sådant menneske kan verden ikke forstå; for han har de evige realiteter for øje. Kristi kærlighed kommer ind i hjertet med sin forløsende kraft. Denne kærlighed mestrer ethvert andet motiv, og rejser ham, der har fået denne, over verdens fordærvede indflydelse.