Det jødiske præstedømme med sine ofringer var symbolsk og blev indstiftet for at repræsentere Kristi død og midlerembede. Alle de ceremonier, som henhørte der til, havde blot betydning, for så vidt som de henviste til Kristus, der selv var hele dette systems grundlægger og stifter. Fra Adams tid, indtil jøderne blev et særskilt folk, fik de, som tilbad Gud, undervisning om den kommende forløser, hvilken deres offer fremstillede. Herren selv underviste Abel, Set, Enok, Noa, Abraham og andre fromme mænd, som levede i den første tid, og især Moses, om, at de ceremonialske ofringer og det levitiske præstedømme ikke kunne frelse en eneste sjæl, men at dets forbilleder og symboler viste hen til Kristus, som kunne frelse. Oldtidens hellige så Kristus gennem dem og troede på ham; men dette skulle blot vare, indtil det fuldkomene offer kom.