I de love, som Gud havde givet hebræerne, havde han givet vise og kærlige regler for at varetage de fremmedes, fattiges, faderløses og enkers interesse. Det, som voksede på landet hvert syvende år, da det skulle henligge udyrket, tilhørte dem. Desuden skulle hele folket hvert tredje år anvende en tiendedel af al sin fortjeneste til godgørende øjemed. Denne tiende var aldeles forskellig fra den, som de gav til helligdommens tjeneste. De skulle altid have midler på rede hånd til hjælp for de fattige. Guds hensigt med denne anordning var ar frelse menneskene fra egennytte og gerrighed. Godgørenhed var befalet som en religiøs pligt: »Så at levitten, der jo ikke har arvelod og del som du, og den fremmede den faderløse og enken inden dine porte kan komme og spise sig mæt deraf; det skal du gøre, for at Herren din Gud må velsigne dig i al den gerning, du tager dig for.« (5mos 14,29) Gud forbød israelitterne at tage renter ar sine brødre, og Herren tilbageholdte sin velsignelse fra Israel, fordi de tilsidesatte dette bud.