Herodes ventede ængstelig på, at de vise mænd skulle komme tilbage; thi han længtes utålmodig efter at udføre sin beslutning og dræbe Israels konge. Kongen tænkte, at Jesus skulle regere over et jordisk rige, og ham havde meget imod, at de skriftkloge, som gav sig ud for at forstå skrifterne, havde fremholdt for folket de profetier, som angår Kristi andet komme i kraft og stor herlighed for at omstyrte alle riger og al magt på jorden og havde anvendt dem på hans første komme. De var hævngerrige og påstod pralende, at Kristus skulle blive en jordisk fyrste, og at ethvert rige og folk skulle bøje sig i underdanighed for ham. De havde ikke Guds ære for øje, idet de ransagede profetierne, og de nærede heller ikke noget ønske om at rette sit liv efter profeternes rene lære; men de ransagede skrifterne for at finde nogle profetier, som de på en eller anden måde kunne udlægge således, at de stadfæstede deres overmod og stolthed, og for at de kunne vise, hvorledes Gud foragtede alle folk i verden undtagen jøderne. De erklærede at det overherredømme, som de nu var tvunget til at respektere og adlyde, snart ville blive omstyrtet; thi Messias ville bestige Davids troende og med våbenmagt skaffe jøderne deres store rettigheder og frihed igen.