Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste fremholdt for folket sagn og unødvendige ceremonier, der blot var opfundet af mennesker, og indskærpede dem som Guds bud. Deres strenge nøjagtighed i udvortes former hidrørte fra ønsket om at fremhæve sig selv. Medens de daglig berøvede Gud ved at anvende de midler, som tilhørte ham, til sit eget brug, ønskede de at blive berømte for nidkærhed og gudsfrygt. Deres falske agtelse for skikke og sagn var et kunstgreb, hvorved de søgte at få penge af folket for at tilfredsstille deres egen fordærvede ærgerrighed.