Selv om Johannes tilbragte sit liv i ørknen, var han dog ikke uvirksom. Ej heller gjorde hans ensomhed ham mørk og indesluttet, ligeså lidt som han var misfornøjet i sit ensomme liv og sine besværligheder. Han ønskede selv at være afskåret fra livets overdådighed og fra fordærvede samfund. Folket havde hengivet sig til stolthed, misundelse, had og dårlige egenskaber. Johannes var afsondret fra den skadelige indflydelse, som disse ting medførte og han fik dyb indsigt i den menneskelige karakter. Af og til forlod han sit ensomme opholdssted i ørknen og tilbragte en kort tid blandt andre mennesker. Men han ønskede ikke længe at opholde sig i en atmosfære, der var så moralsk fordærvet. Han frygtede for, at det, som han så og hørte, ville forandre hans sind, så at han ville tabe sin afsky for synden.