De fromme jøder forventede Messias, og deres inderlige bønner opsteg til Herren for hans komme. De stolede på Gud, at han ikke ville forlade sit folk i denne tilstand og lade dem blive til spot blandt hedningerne. Han havde tidligere oprejst en Frelser for dem, når de havde kaldt på ham i nød. De var overbeviste om ifølge profetierne, at tiden var kommet, som Gud havde bestemt for Messias' komme, at de ville få en klarere åbenbarelse af Guds vilje, når han kom, og at deres tro og lære ville blive bevist fra de sagn og unødvendige skikke, som havde fordunklet dem. De fromme gamle jøder ventede dag og nat på Messias' komme og bad, at de måtte se ham før sin død. De længtes efter, at folkets uvidenhed og partiånd skulle bortfjernes.