Englene forbavsedes over den kærlighed, som Gud viste mod faldne mennesker, idet han hengav sin elskelige søn for dem. »Thi så har Gud elsket verden, at han har givet sin søn den enbårne, at enhver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« (Joh 3,16) Sønnen var Faderens herligheds glans og hans væsens udtrykte billede. Han besad guddommelig ypperlighed fortrinlighed og storhed. Han var lige med Gud. Det behagede Faderen, at al fylde skulle bo i ham, og dog forringede han sig selv, »idet han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var fundet i skikkelse som et menneske, fornedrede han sig selv, så han blev lydig indtil døden, ja korsets død.« (Fil 2,7.8)