Gud havde velsignet jøderne meget. Han førte dem ud af Ægypten og antog dem som sit ejendomsfolk. De mange, store og dyrebare løfter, Gud havde givet dem som et folk, var jødernes håb og trøst. De stolede på dem og troede, at deres frelse var vis. Intet andet folk bekendte sig til at lyde Guds bud. Vor Frelser kom først til sine egne; men de tog ikke imod det. De egenretfærdige, vantro jøder ventede, at deres Frelser og konge skulle komme til verden, iført majestæt og magt og tvinge alle hedninger til lydighed. De ventede ikke, at han skulle åbenbares i en fornedret lidende tilstand. Hvis han var kommet i herlighed og havde tilegnet sig myndighed over verdens store mænd i stedet for at påtage sig en tjeners skikkelse, så ville de have taget imod ham og tilbedt ham. Men de ville ikke antage den sagtmodige og ydmyge Jesus eller erkende ham som verdens Frelser.