»Se, min tjener, hvem jeg får, min udvalgte, i hvem min sjæl har behagelighed; jeg har givet min ånd over ham, han skal føre ret ud til hedningerne. Han skal ikke råbe og ej opløfte røsten og ikke lade sin røst høre på gaden. Han skal ikke sønderbryde det knækkede rør og ikke udslukke den rygende tande; han skal udføre ret efter sandhed. Han skal ikke tørste, ej heller blive afmattet, indtil han får tildelt ret på jorden; og på hans lov venter øer.« (Es 42, 1-4) Kristi røst skulle ikke høres på gaden i støj og strid med dem, som stred imod hans lære. Ej heller skulle hans røst lyde i bøn til Faderen for at høres af mennesker. Den lød ikke med højrøstet spøg, ej heller blev den opløftet til at ophøje ham selv eller vinde menneskers smiger og berømmelse. Når han underviste sine disciple, drog han bort med dem for den støj og forstyrrelse, som var i de travle stæder, til et eller andet ensomt sted, hvor naturen var mere i harmoni med den ydmyghed, fromhed og dyd, som han ønskede at undervise dem om. Hans røst lød ofte med alvorlig, indtrængende bøn til Faderen; men dertil valgte han ensomme bjerge og tilbragte ofte hele natten i bøn for at opnå styrke og mod til at overvinde de fristelser, som skulle møde ham, og for at kunne udføre den vigtige gerning, der var ham overdraget til menneskenes frelse. Hans bønner var alvorlige, blandet med stærke, råb og tårer, og selv om han således vågnede og bad om natten, så ophørte han dog ikke at arbejde gennem dagen. Om morgnen begyndte han atter i stilhed sin barmhjertigheds-gerninger og sin uegennyttige virksomhed.