Folket stod som forstenede af frygt og forundring med øjnene fæstnede på Kristus. Frelseren, der endnu knælede i bøn, var omstrålet af det lys, som evindelig omgiver Guds trone. Hans ansigt var vendt mod himlen og lyste så herlig, som de aldrig før havde set noget menneskes ansigt. Tordnen rullede, lynstråler brød frem fra de åbne himle, og en røst hørtes derfra, som sagde med forfærdelig majestæt: »Denne er min søn, den elskede, i hvilken jeg har behagelighed.« (Matt 3,17)