Flammerne var endnu ikke nået ind til det hellige, og han gjorde nu et sidste forsøg på at redde det. Han sprang frem og befalede atter soldaterne at slukke ilden. Men selv ærbødigheden for kejseren måtte vige for det rasende fjendskab til jøderne, kampens vildskab og krigernes umættelige higen efter bytte. Soldaterne så alt omkring sig funkle af guld, det skinnede med en blændende glams i det vilde lys fra flammerne. De troede, at der var skjult ufattelige rigdomme i templet. En soldat kastede ubemærket en tændt fakkel hen mellem dørens hængsler, og på et øjeblik stod hele bygningen i flammer. Den ophøjede og massive bygning der havde kronet Moriah bjerget var i flammer, og søjler af ild og røg steg op fra tempeltårnet. Den uhyggelige ødelæggelses bølge rullede fremad, medens den fortærede alt hvad der var foran den. Bjerget og dens omgivelser var som en sprudlende vulkan. Soldaternes råb blandede sig med ildens brølen. En hjerteskærende lyd af bygninger der styrter sammen, kunne høres af både gamle og unge, af præster og regenter. Bjergene gengav ekkoet af skrigene fra de mennesker, som befandt sig på højene. De nærliggende høje var fuldt oplyste, og mørke klynger af mennesker fulgte skrækslagen ødelæggelsens fremmarch.