Den Engelske kirke (Church of England) fulgte i Roms fodspor og forfulgte dem der ikke adlød dens lære. I det syttende århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embede. Med trusler om store bøder, fængsel og forvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form for religiøse sammenkomster end den, der var godkendt af kirken. De trofaste sjæle, som ikke kunne afholde sig fra at samles, for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke kældre, på skumle kvistkamre og på nogle tider af året, i skovenes skyggefulde dyb. I det tempel, som Gud selv har bygget, samledes disse adspredte og forfulgte for at udøse deres sjæl i bøn og lovsang. Men trods al deres forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, familier blev splittede. Mange blev forvist til fremmede lande. Dog var Gud med sit folk, og forfølgelsen havde ikke magt til at bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over havet til Amerika, og her lagde de grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands bolværk og hæder.