De der modtog de store velsignelser som reformationen medførte, gik ikke fremad på den sti som Luther havde fulgt. Der fremstod dog fra tid til anden trofaste mænd, som fremholdt den nye sandhed og afslørede de vildfarelser man så længe havde holdt fast ved, men flertallet var som Jøderne på Jesu tid, de var tilfredse med at have den samme tro som deres forældre og leve som de gjorde. Derfor blev religionen igen en formssag, den overtro og de fejl, som ville være blevet kastet bort, hvis kirken fortsat havde holdt fast ved Guds ord, blev nu indhyllet i mørke og på den måde døde den inspirerede ånd, som reformationen havde rejst, gradvis bort, indtil der var ligeså stort et behov for en reformation i de protestantiske kirker, som der havde været i den Katolske på Luthers tid. Der var den samme åndelige uvidenhed og respekt for menneskers meninger, den samme verdslige ånd, den samme overgivelse til menneskelige teorier i stedet for Guds ord. Stolthed og ødselhed voksede frem i en religiøs forklædning. Kirkerne blev fordærvede og sammenlignede sig selv med verden. De gode principper som Luther og hans medarbejdere havde lidt så meget for, forsvandt lidt efter lidt.