De, der havde antaget budskabet, ventede med usigelig længsel på deres frelsers komme. Nu nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De var opfyldt af en højtidelig alvor. De havde inderligt samfund med Gud en forsmag på den fred, som ville blive dem til del i den himmelske herlighed. Ingen af dem, der oplevede dette håb og denne tillidsfuldhed, kunne glemme den dyrebare ventetid. I de sidste uger forud for det store øjeblik ophørte de fleste med deres verdslige arbejde. De oprigtigt troende ransagede omhyggeligt hver tanke og følelse i deres hjerte, som om de lå på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk om nogle få timer. Der blev IKKE fremstillet "himmelfartsklæder" men alle indså nødvendigheden af et indre vidnesbyrd om, at de VAR beredt til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i sjælens renhed en karakter, der var renset for synd i Kristi forsonende blod.