Overalt lød det ransagende vidnesbyrd, og syndere, både verdensmennesker og menighedsmedlemmer, blev formanet til at fly for den kommende vrede. Ligesom Kristi forløber, Johannes Døber, lagde prædikanterne øksen ved træets rod og opfordrede alle til at bære frugt, som var omvendelsen værdig. Deres gribende appel stod i skarp modsætning til de forsikringer om fred og ingen fare, der lød fra prædikestolene, og overalt, hvor budskabet blev forkyndt. Skriftens enkle vidnesbyrd, som blev fremholdt ved Helligåndens kraft, bragte en overbevisning med sig, som kun få kunne modstå. Bekendende kristne blev rusket op af deres falske tryghedsfølelse og blev klar over deres frafald, verdslighed, vantro, stolthed og egenkærlighed. Mange søgte Herren i anger og ydmyghed. Deres interesser, som så længe havde været knyttet til det jordiske, blev nu himmelvendte. Guds Ånd hvilede over dem, og med hjertet blødgjort og sønderknust istemte de råbet "Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms time kommet."