Folk fra alle samfundsklasser strømmede til adventistmøderne. Rige og fattige, høje og lave var af forskellige årsager ivrige efter selv at høre budskabet om Kristi genkomst. Herren holdt modstanden i skak, mens hans tjenere gjorde rede for deres tro. Det menneskelige redskab var undertiden svagt, men Guds Ånd gav den guddommelige sandhed kraft. Man kunne fornemme, at der var hellige engle til stede i disse forsamlinger, og der føjedes daglig mange til de troende. Store skarer lyttede i fuldstændig tavshed til de højtidelige ord, når beviserne på Kristi genkomst blev fremholdt. Himmelen og jorden syntes at komme hinanden nærmere. Guds kraft gjorde sin indflydelse gældende hos gammel, ung og midaldrende. Når folk gik hjem priste de Herren, og deres glædesudbrud gav genlyd i nattens stilhed. Ingen af dem, der overværede disse møder, kunne nogensinde glemme den forunderlige og interessante oplevelse. Det vakte stor modstand hos mange mennesker i alle samfundslag, at der blev fastsat et bestemt tidspunkt for Kristi komme. Modstanden kom lige fra præsten på prædikestolen ned til den mest ligegyldige, trodsige synder. Det argument, som hyppigst blev benyttet af de mennesker, der forkastede advent troen, var, at ingen kender dagen eller timen, Teksten siger; "Men den dag og time kender ingen, ikke engang Himlenes engle, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen alene." Matt 24,36.