Da de havde givet advarslen om den forestående dom, mente de, at de havde gjort deres pligt over for verden. Nu havde de ikke længer nogen byrde for synderes frelse, og de gudløses, de frække og gudsbespotternes hån blev anset for at være et yderligere bevis på, at Guds Ånd havde forladt dem, der havde forkastet hans nåde. Alt dette bestyrkede deres tro på, at nådetiden var afsluttet, eller, som de udtrykte det, at "nådedøren var lukket"