Før synden holdt sit indtog i himlen herskede der en fuldkommen glæde og fred. Englene var helt overgivet i deres kærlighed og tjeneste til Gud og til hinanden, men da synden holdt sit indtog blev der en ændring af denne lykkelige tilstand. I sin omtale af det ondes ophav siger profeten. "Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde synet af dig." Eek 8,17. Gud havde skabt Lusifer som et ædelt og smukt væsen, og ophøjet ham over englene, men han havde ikke frataget ham muligheden for synd. Det var i Lusifers magt at synde hvis han ville. Lusifer kunne have fortsat med at være en elsket og æret kerub, han kunne fortsat have haft Guds og alle engles anerkendelse, og udført sin gerning til stor velsignelse for alle, og derved helliggjort sin skaber, men lidt efter lidt begyndte han at bruge sin stilling til at ophøje sig selv og til at få englene til at prise og ære ham. Gradvis ledte han de engle han havde herredømmet over så de tjente ham i stedet for deres skaber. Dette fordærvede både ham selv og dem der fulgte ham.