Og hvad kan vi uddrage af disse ord? Kommer vi ikke til det resultat, at kong David ikke troede på en evigtvarende pine? Her finder vi et overbevisende argument til fordel for den mere tiltalende, og menneskekærlige forståelse af døden og de dødes tilstand. Han havde trøstet sig over sin søns død. Hvorfor? Fordi han med sit profetiske blik kunne skue ind i fremtiden og se, at denne søn var hævet over alle fristelser, befriet fra syndens åg og lutret og efter at være gjort tilstrækkelig hellig og oplyst indladt blandt de ophøjede og lykkelige ånder. Hans eneste trøst var, at hans søn, som var blevet fjernet fra synd og lidelse, var blevet ført til et sted, hvor Helligåndens blide åndepust ville blive udgydt over hans formørkede sjæl, hvor hans sind ville fyldes med kendskab til Himmelens visdom og udødelige kærlighed og således beredes til med helliggjort natur at nyde sin himmelske arvs hvile og glæde.