Læresætningen om bevidsthed i døden er baseret på den fejlagtige tro på naturlig udødelighed, og denne læresætning er ligesom læresætningen om de evige pinsler i modstrid med Bibelen, den sunde fornuft og enhver menneskelig følelse. Ifølge denne opfattelse ved de frelste i Himmelen besked om alt, hvad der foregår på jorden, ikke mindst om, hvorledes det går de venner, de har efterladt. Men hvorledes kan det være en glæde for de døde at kende de levendes genvordigheder, at se de synder, som deres kære begår, og at se dem lide under alle livets sorger, skuffelser og bekymringer? Hvorledes kan de, som våger over deres jordiske venner, nyde Himmelens salighed? Og hvor rent ud afskyelig er ikke troen på, at den ubodfærdiges sjæl, så snart det sidste åndepust er draget, overgives til helvedes flammer! Hvilket dyb af rædsel må det ikke blive for dem, der ser deres venner gå uforberedte i graven for at gå ind til en evighed af sorg og synd! Denne forfærdelige tanke har drevet mange til vanvid.