Men pavedømmets middagstime var verdens midnat. Kendskabet til den hellige skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Pavekirkens ledende mænd hadede det lys, som ville afsløre deres synder, akkurat som farisæerne gjorde på deres tid. Da Guds lov, som er retfærdighedens målestok, var blevet fjernet, havde de ubegrænset herredømme og kunne uhindret øve deres laster. Bedrageri, havesyge og ryggesløshed sad i højsædet. Menneskene gik ikke af vejen for nogen forkyndelse, som kunne skaffe dem rigdom og magt. Pavernes og de gejstliges paladser var skuepladsen for de værste udskejelser. Nogle af paverne gjorde sig skyldige i så frygtelige forbrydelser, at de verdslige regenter søgte at afsætte disse kirkelige ledere, fordi deres uhyrligheder ikke kunne tåles længer. I århundreder skete der ingen fremskridt inden for oplysningen, kunsten eller civilisationen i Europa. Kristendommen var blevet lammet moralsk og intellektuelt.