Da Kristus kom og talte livets ord, lyttede det jævne folk til ham med glæde, og mange også blandt præsterne og de ledende troede på ham. Men ypperstepræsten og nationens herskere var fast besluttede på at fordømme og forkaste hans lære. Skønt alle deres forsøg på at finde noget at anklage ham for slog fejl, og skønt de ikke kunne undgå at føle hans ords guddommelige kraft og visdom, holdt de fast ved deres fordomme og forkastede de tydeligste beviser på, at han var Messias, for ikke at tvinges til at blive hans disciple. Disse Jesu modstandere var mænd, som folket lige fra barnsben af havde lært at vise ærbødighed, og hvis myndighed de var vant til at underkaste sig. "Hvordan går det til," spurgte de, "at vore rådsherrer og vore skriftkloge ikke tror på Jesus? Ville disse fromme mennesker ikke tro på ham, hvis, han virkelig var Kristus?" Det var på grund af disse læreres indflydelse, at det jødiske folk forkastede deres frelser.