Han husker det hjem, der var hans, da han var ren og uskyldig, og den fred og tilfredshed, der var hans, indtil han dristede sig til at knurre mod Gud og misunde Kristus. Hans beskyldninger, hans oprør, hans bedrag for at opnå englenes medfølelse og støtte, hans stædige vægring ved at forbedre sig, da Gud var villig til at tilgive ham alt står klart i hans erindring. Han ser tilbage på sit værk blandt menneskene og dets resultater menneskets fjendskab mod dets næste, den frygtelige tilintetgørelse af liv, rigers opståen og fald, væltede troner, den lange række af kampe, oprør og revolutioner. Han mindes sine uafladelige forsøg på at modarbejde Kristi gerning og fornedre menneskene med mere. Han ser, at hans djævelske planer ikke har formået at tilintetgøre dem, der satte deres lid til Jesus. Da Satan betragter sit rige, frugten af sit slid, ser han kun fiasko og ruin. Han har forledt de gudløse til at tro, at Guds stad var et let bytte, men han ved, at dette er usandhed. Under den store strid har han atter og atter lidt nederlag og er blevet tvunget til at trække sig tilbage. Han kender kun alt for godt Den Eviges magt og majestæt.