Wiclif havde en veludviklet evne til at afsløre vildfarelser, og han gik frygtløst i krig med mange af de misbrug, som romerkirkens ansvarlige ledere billigede. På denne måde kom han i strid med paven og dennes tilhængere, og der blev gjort mange forsøg på at få ham dømt for kætteri, men Gud påvirkede prinsen således at denne forsvarede ham. Mens han var hofkapellan, erklærede han sig som en absolut modstander af, at den engelske konge betalte skat til paven, og påviste, at den myndighed, som paven havde skaffet sig over de verdslige regenter, var i strid med både fornuften og Guds ord. Nogle få år senere forsvarede han den engelske krone mod at blive overtaget af den romerske magt. Befolkningen og de adelige i England stod side om side med ham så hans fjender kunne ikke opnå noget imod ham. Ved en bestemt lejlighed blev han bragt frem for biskoppen, for at blive forhørt, men befolkningen omringede først bygningen, hvorefter de stormede ind og stillede sig imellem ham og dem der ville gøre ham ondt.