Men den overtroiske mængde, som elskede synden, blev forfærdet, da de spidsfindigheder, som havde dulmet deres frygt blev fejet bort. Snu personer inden for gejstligheden, blev nu afbrudt i deres bestræbelser for at billige forbrydelser, blev rasende og sluttede sig sammen for at opretholde deres hykleri. Reformatoren måtte møde hårde anklagere. Nogle beskyldte ham for at have handlet overilet og efter en pludselig indskydelse. Andre anklagede ham for anmasselse og erklærede, at han ikke havde ladet sig lede af Gud, men handlede i hovmod og frækhed. Som svar på deres anklager svarede han, dem "at et menneske sjældent fremkommer med en ny tanke, uden at det kan se ud som hovmod og uden at blive beskyldt for at vække strid? Hvorfor blev Kristus og alle martyrerne dræbt? Fordi de syntes at være hovmodige foragtere af deres tids visdom, og fordi de fremkom med noget nyt uden først ydmygt, at have søgt råd hos de gamle profeter."