Skønt Luther af Guds ånd var blevet drevet til at begynde sit værk skulle han ikke komme til at føre det igennem uden hård kamp. Fjendernes dadel, deres forvanskning af hans hensigter og deres uretfærdige og ondsindede kritik af hans person og bevæggrunde skyllede ind over ham som en mægtig strøm, og de var ikke uden virkning. Han havde stolet på, at folkets ledere inden for kirken med glæde ville forene sig med ham i hans bestræbelser for at reformere. Opmuntrende ord fra højtstående personer havde indgivet ham håb og glæde. I forventningen havde han allerede set en lysere dag gry for kirken; men opmuntringen var blevet forvandlet til bebrejdelser og fordømmelse. Mange stormænd, både inden for kirke og stat, var overbevist om sandheden i hans læresætninger; men snart så de, at det ville medføre store forandringer, hvis disse sandheder skulle godtages. At oplyse og reformere folket ville i virkeligheden sige det samme som at undergrave Roms myndighed, at standse tusinder af de kilder, som nu strømmede ind i Roms skatkammer, og således i høj grad begrænse de pavelige lederes ødselhed og luksus. Og desuden: at lære folket at tænke og handle som ansvarlige individer, der kun så hen til Kristus for at blive frelst. Det ville omstøde pavens trone og muligvis også deres egen myndighed. Af denne grund afslog de at modtage den kundskab, som Gud tilbød dem, og sluttede sig sammen mod Kristus og sandheden.