Dette var en frygtelig krise for reformationen. I århundreder havde Roms bandbulle slået mægtige herskere med rædsel, den havde fyldt vældige riger med kval og ødelæggelse. Luther var ikke blind for den storm, der var ved at bryde løs over ham; men han stod fast, i tillid til, at Kristus var hans støtte og skjold. Med en martyrs mod og tro skrev han: "Hvad der nu skal ske, ved jeg ikke og bryder mig heller ikke om at vide det. Lad slaget blot falde, hvor det vil, jeg frygter ikke. Ikke så meget som et blad falder til jorden uden vor Faders vilje. Hvor meget mere vil han ikke sørge for os! Det er en let sag at dø for ordets skyld, da det ord, som blev kød, selv døde. Hvis vi dør med ham, skal vi leve med ham; og når vi gennemgår det, som han har gennemgået før os, så skal vi være, hvor han er, og bo hos ham for evigt."