En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig at overbringe deres lykønskninger og forsøgte at bevæge monarken til at bruge sin magt mod reformationen. På den anden side bønfaldt kurfyrsten af Sachsen, til hvem Karl stod i stor taknemlighedsgæld for sin krone, ham om ikke at foretage sig noget skridt imod Luther, før han havde forhørt ham. Kejseren var således kommet i en meget forvirrende og ubehagelig situation. Katolikkerne ville ikke lade sig nøje med mindre end et kejserligt edikt, der dømte Luther til døden. Kurfyrsten havde med megen fasthed erklæret, at hverken Hans kejserlige Majestæt eller nogen anden havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet, derfor anmodede han om, at doktor Luther måtte få frit lejde, så han kunne fremstilles for et råd af lærde, fromme og upartiske dommere.