Den tale som pavens udsending holdt gjorde dybt indtryk på rigsdagen. Der var ingen Luther til stede, som med Guds ords klare og overbevisende sandheder kunne besejre pavens forkæmper. Der blev ikke gjort noget forsøg på at forsvare reformatoren. Øjensynligt var der almindelig tilbøjelighed til ikke blot at fordømme ham og den lære, han var fremkommet med, men om muligt at rykke kætteriet op med rode. Rom havde nydt godt af den mest gunstige lejlighed til at forsvare sin sag. Alt, hvad der kunne siges til dets egen retfærdiggørelse, var blevet sagt. Men den tilsyneladende sejr var signalet til nederlag. Fra nu af ville modsætningen mellem sandhed og vildfarelse vise sig mere tydeligt, fordi de måtte rykke ud i åben kamp. Fra denne dag ville Rom aldrig mere komme til at stå så sikkert som før.