Karl havde i forvejen befalet kurfyrsten at bringe Luther med sig til rigsdagen, idet han tilsikrede ham sin beskyttelse og lovede ham fri drøftelse af stridsspørgsmålene med kvalificerede personer. Luther var ivrig efter at træde frem for kejseren. Ved denne tid var hans helbred meget dårligt, men dog skrev han til kurfyrsten: "Hvis jeg ikke kan drage til Worms ved godt helbred, så vil jeg lade mig bære derhen, syg som jeg er. Thi hvis kejseren kalder på mig, kan jeg ikke tvivle om, at det er Guds eget kald, Hvis de ønsker at bruge vold imod mig, og det er meget sandsynligt, (for det er ikke til deres belæring, at de befaler mig at komme), så lægger jeg sagen i Guds hånd. Endnu lever og regerer han, som bevarede de tre unge mænd i den brændende, glødende ovn. Hvis han ikke vil frelse mig, betyder mit liv kun lidt. Lad os blot hindre, at evangeliet bliver genstand for spot fra de onde, og lad os udgyde vort blod for det, for at de ikke skal triumfere. Det er ikke mig, som skal afgøre, om mit liv eller min død mest vil bidrage til alles frelse. I kan vente eder alt fra mig, undtagen flugt og tilbagekaldelser. Flygte kan jeg ikke og endnu mindre tilbagekalde noget."