Luther blev ført hen til et sted lige foran kejserens trone. Der blev dyb tavshed i den store forsamling. Så rejste en kejserlig embedsmand sig og krævede, idet han pegede på en samling af Luthers skrifter, at reformatoren skulle besvare to spørgsmål om han erkendte, at de var hans, og om det var hans hensigt at tilbagekalde de meninger, som han var fremkommet med i dem. Da bøgernes titler var blevet oplæst, svarede Luther, at med hensyn til det første spørgsmål erkendte han, at bøgerne var hans. "Med hensyn til det andet", sagde han, "ser jeg, at det er et spørgsmål, som angår tro og sjælenes frelse, hvori Guds ord, det største og dyrebareste klenodie både i Himmelen og på jorden, har interesse, og derfor ville jeg handle letsindigt, hvis jeg skulle svare uden nærmere overvejelse. Jeg kunne komme til at bekræfte mindre, end omstændighederne forlanger, eller mere, end sandheden kræver, og således synde mod dette ord af Kristus: "Men den, som fornægter mig over for menneskene, ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene." (Matt 10,33.) Af denne årsag beder jeg i den største ydmyghed eders kejserlige Majestæt om at indrømme mig tid, så jeg kan svare uden at synde mod Guds ord."