Næste dag skulle han træde frem for at afgive sit endelige svar. En tid var han dybt nedtrykt, når han overvejede, hvilke kræfter der havde sluttet sig sammen mod sandheden. Hans tro vaklede frygt og bæven kom over ham, og rædsel overvældede ham. Farerne tårnede sig op foran ham. Det var, som om hans fjender skulle triumfere og mørkets magter få overhånd, Skyerne samlede sig om ham og syntes at skille ham fra Gud, Han higede efter forvisningen om, at Hærskarers Herre ville være med ham. I sin sjælekval kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og udøste sin sjæl i disse afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen andre end Gud helt ud forstår. I sin hjælpeløshed satte han sin lid til Kristus, den mægtige befrier. Guds forsyn havde ladet Luther få lov til at forstå sit ansvar, for at han ikke skulle stole på sin egen kraft og ikke overmodigt styrte sig ud i faren. Dog var det ikke frygten for personlig lidelse, men for evangeliets sejr var det, at han kæmpede med Gud. Han fik kraft ved forvisningen om, at han ikke skulle stå alene foran rådet. Hans sjæl fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds, ord frem for folkets herskere.