Da han atter blev ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt eller forvirring. Rolig og fredfyldt, men strålende kæk og ædel stod han som et vidne for Gud mellem denne verdens store. Den kejserlige embedsmand forlangte nu hans afgørelse med hensyn til, om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger. Luther svarede med dæmpet og beskeden røst, uden heftighed eller lidenskab. Han optrådte med en ærbødighed og glæde, som undrede forsamlingen.