Luther havde talt på tysk. Nu blev han anmodet om at gentage de samme ord på latin. Skønt han var udmattet efter den forudgående anstrengelse, indvilligede han og holdt atter sin tale med samme klarhed og kraft som første gang. Det var Guds forsyn, som bragte dette istand. Mange af fyrsternes sind var så forblindede af vildfarelser og overtro, at de ikke så styrken i Luthers bevæggrunde første gang, men gentagelsen bevirkede, at de tydeligt fattede hovedpunkterne i det, som var blevet fremholdt.