Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale, skælvede ved disse ord, men doktoren selv sagde roligt: "Så må Gud være min hjælper, for jeg kan intet tilbagekalde." Som en klippe stod han der, medens de varmeste tilhængere af den verdslige magt angreb ham. De enkle ord, den frygtløse holdning, hans rolige og talende øjne, den uforanderlige fasthed hvormed han udtalte hvert ord gjorde et dybt indtryk på forsamlingen. Det var øjensynligt, at han hverken ved løfter eller trusler kunne overtales til at give efter for Roms mandat.