De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, som havde fået konger og adelsmænd til at skælve, således blev ringeagtet af en ganske almindelig munk. De længtes efter at lade ham føle deres harme ved at pine ham til døde. Men Luther, som forstod den fare, han var i, havde talt til alle med kristelig værdighed og ro. Hans ord havde været blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig selv af syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte kun, at han stod over for en, som var uendelig højt hævet over paver, gejstlige, konger og kejsere. Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som i øjeblikket indgød både venner og fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været til stede i dette råd og havde gjort indtryk på rigets øverste mænd. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var de modtagne indtryk ikke varige. Der var også andre, som ikke dengang gav udtryk for deres overbevisning, men som, da de selv havde undersøgt skrifterne, blev uforfærdede forkæmpere for reformationen.