Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til Luthers møde for rigsdagen, og med dyb bevægelse havde han lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var ham vidne til doktorens mod, fasthed og selvbeherskelse, og han besluttede endnu mere afgjort at tage hans forsvar. Han sammenlignede de stridende parter og så, at pavers, kongers og de gejstliges visdom var blevet tilintetgjort ved sandhedens magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville kunne føles blandt alle folkeslag og til alle tider.