Hans ord var ikke virkningsløse. Dagen efter, at Luther havde afgivet sit svar, lod Karl et budskab forelægge rigsdagen, hvori han kundgjorde sin beslutning om at videreføre sine forgængeres politik ved at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther havde afslået at opgive sine vildfarelser, skulle der anvendes de kraftigste forholdsregler imod ham og de kætterske lærdomme, han fremkom med. Ikke destomindre erklærede kejseren, at Luthers lejdebrev måtte respekteres, og at han måtte have tilladelse til at nå hjem i sikkerhed, før der kunne indledes proces imod ham. "Jeg er fast besluttet på at efterfølge mine forfædres eksempel," skrev monarken. Han havde besluttet ikke at vige fra den tilvante sti, ikke engang for at vandre på sandhedens og retfærdighedens veje. Fordi hans fædre havde gjort det, ville også han opretholde pavevældet med al dets grusomhed og fordærvelse. Sådan tog han sit parti og nægtede at tage imod noget lys, ud over hvad hans forfædre havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt, som de ikke havde påtaget sig.