I denne dødsensfarlige time havde Gud beredt sin tjener en udvej. Et vågent øje havde fulgt Luthers bevægelser, og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var tydeligt, at Rom ikke ville lade sig nøje med mindre end hans død. Kun ved at skjule sig kunne han bevares fra løvens gab. Gud gav Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan til at frelse reformatoren. Kurfyrstens plan blev udført ved sande venners medvirken, og Luther blev grundigt skjult for både venner og fjender. På rejsen hjem blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i største hast ført gennem skoven til borgen Wartburg, en ensom klippefæstning. Både hans pågribelse og hans skjulested var i den grad omgivet af hemmelighedsfuldhed, at selv Frederik i lang tid ikke vidste, hvorhen han var ført. Denne uvidenhed var ikke tilfældig; så længe kurfyrsten ikke kendte Luthers opholdssted, kunne han ikke røbe noget. Han vidste, at reformatoren var i sikkerhed, og denne viden var ham nok!