"Lad os forkaste dette dekret," sagde fyrsterne. "Hvor det drejer sig om samvittigheden, har flertallet ingen magt." Deres repræsentanter erklærede: "Det er dekretet fra 1526, som vi står i gæld til for den fred, riget nyder, og ophævelsen af det ville fylde Tyskland med ulykke og splittelse. Rigsdagen er ikke kompetent til at gøre andet end bevare religionsfriheden, indtil kirkemødet træder sammen." Det er statens pligt at beskytte samvittigheds friheden, og dette er grænsen for dens myndighed i religionsspørgsmål. Enhver verdslig regering, som forsøger at regulere eller påtvinge overholdelse af religiøse ceremonier ved borgerlig myndighed, opofrer netop den grundsætning, som de evangeliske kristne så tappert kæmpede for.