Desuden havde protestanterne hævdet deres ret til frit at fremkomme med deres overbevisning om sandheden. Og at fremhæve Kristus som kirkens overhoved, og at tale hans ord fra talerstolen. Samvittigheden var sat over staten, og den hellige skrifts autoritet over den synlige kirkes. Kristi krone var løftet op over pavens og andre herskeres kroner. Protestanterne fastholdt desuden deres ret til frit at forkynde sandheden. De ville ikke nøjes med at tro og adlyde, men også lære, hvad Guds ord skænker os. De benægtede, at præst eller dommer skulle have ret til at blande sig heri. Denne protest var et højtideligt vidnesbyrd mod religiøs intolerance og en hævdelse af alle menneskers ret til at dyrke Gud, efter hvad deres egen samvittighed tilsiger dem.