Uden at røre sig ventede han ved Rhinens bred, indtil denne flods vande havde reddet Grönæus fra hans forfølgere. "Endelig" udbrød Melanchthon, da han så ham på den modsatte bred, "endelig er han revet bort fra deres grusomhed, som tørster efter uskyldigt blod." Da Melanchthon kom hjem til sit hus, fik han at vide, at betjente, som var kommet for at søge efter Grunæus, havde undersøgt huset fra kælder til kvist."