Da de kristne fyrster gik hen for at underskrive aftalen, lagde Melanchthon sig imellem og sagde: "Det passer sig bedre for præster og teologer at forelægge disse ting; lad os gemme de mægtiges myndighed til andre sager." Johan af Sachsen svarede: "Gud forbyde, at I skulle udelukke mig! Det er min faste beslutning at gøre, hvad ret er, uden at bekymre mig om min krone. Jeg ønsker at bekende Herrens navn. Min kurfyrstelige hat og min hermelinskappe er mig ikke så dyrebare som Jesu Kristi kors." Da han havde sagt dette, skrev han sit navn under. En anden af fyrsterne sagde, idet han tog pennen: "Hvis min Herres Jesu Kristi ære kræver det, er jeg rede til at give afkald på mit gods og mit liv." Og han vedblev: "Jeg ville hellere frasige mig mine undersåtter og mine lande, hellere forlade mine fædres jord med staven i hånd end godkende nogen anden lære end den, som rummes i denne aftale." En sådan tro og dristighed fandtes hos disse Guds mænd.