Grieved and desponding, I often went alone to some retired place to pour out my soul before Him who invites the weary and heavy-laden to come and find rest. As my faith claimed the promises, Jesus would seem very near. The sweet light of heaven would shine around me, and I would seem to be encircled by the arms of my Saviour, and would there be taken off in vision. But when I would relate what God had revealed to me alone, where no earthly influence could affect me, I was grieved and astonished to hear some intimate that those who lived nearest to God were most liable to be deceived by Satan. {LS 88.2}

Bedrøvet og fortvivlet, gik jeg ofte alene til nogle tilbagetrukne steder for at udgyde min sjæl for ham som indbyder de trætte og byrdebetyngede til at komme og finde hvile. Idet min tro gjorde fordring på de løfter, ville Jesus synes at være meget nær. Himlens dejlige lys ville skinne omkring mig og jeg synes til at være omkranset af min Frelseres arme og ville være taget væk i henrykkelse. Men når jeg ville fortælle hvad Gud havde åbenbaret for mig alene, hvor ingen jordisk indflydelse kunne påvirke mig, blev jeg bedrøvet og forbavset at høre at nogle antyde at dem der levede nærmest Gud, var mest udsat til at blive bedraget af Satan. Nogle ville have mig til at tro at der ikke var nogen Helligånd og at alle de udfoldelser som Guds hellige mænd oplevede, kun var en virkning af hypnose eller Satans bedrag.