Exhortations to Faithfulness . It was a great cross for me to relate to the erring what had been shown me concerning them. It caused me great distress to see others troubled or grieved. And when obliged to declare the messages, I would often soften them down, and make them appear as favorable for the individual as I could, and then would go by myself and weep in agony of spirit. I looked upon those who seemed to have only their own souls to care for, and thought if I were in their condition I would not murmur. It was hard to relate the plain, cutting testimonies given me of God. I anxiously watched the result, and if the persons reproved rose up against the reproof, and afterward opposed the truth, these queries would arise in my mind: Did I deliver the message just as I should? Could there not have been some way to save them? And then such distress pressed upon my soul that I often felt that death would be a welcome messenger, and the grave a sweet resting place. {LS 90.2}

Formaning til trofasthed
Det var et stort kors for mig at fortælle de fejlende mennesker, hvad der var blevet mig vist angående dem. Det var stor sorg for mig at se andre besværet eller bedrøvet. Og når jeg gav mig til at forkynde budskabet, ville jeg ofte blødgøre dem og gøre det så klart og imødekommende for hver enkelt af dem som jeg kunne og da ville jeg gå ved mig selv og græde i fortvivlelse. Jeg så på dem, som kun havde deres egen sjæl at passe på og tænkte at hvis jeg var i deres sted ville jeg ikke knurre. Jeg var stærk til at fortælle de tydelige gennemskærende vidnesbyrd, der blev givet til mig fra Gud. Jeg afventede bekymret resultatet og hvis personerne irettesættende rejste sig mod irettesættelsen og derefter modsatte sig sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig i mit sind: Afleverede jeg budskabet rigtigt? Kunne der ikke have været nogen måde at redde dem på? Og således pressede der sig en pine på min sjæl, at jeg ofte følte at døden ville være en velkommen budbringer og graven et dejligt hvilested.