The tempter comes with the supposition that Christ has removed His seat of honor and power into some unknown region, and that men need no longer be inconvenienced by exalting His character and obeying His law. Human beings are to be a law unto themselves, he declares. These sophistries exalt self and make nothing of God. Restraint and moral control in the human family are destroyed. Restraint upon vice grows more and more feeble. The world loves not, fears not God. And those who do not love or fear God soon lose all sense of obligation to one another. They are without God and without hope in the world. {LS 93.3}

Fristeren kommer ind med den formodning at Kristus har fjernet Sig fra Sit ære og magts sæde til en ukendt afdeling, og at mennesker ikke længere behøver at ulejlige sig med at ophøje Hans karakter og adlyde Hans lov. Han erklærer at menneskevæsener skal være en lov for dem selv. Disse sofisterier ophøjer selvet og gør Gud til intet. Kontrol af tøjlelsløsheden og umoralen i menneskeslægten bliver ødelagt. Begrænsning af lasterne bliver mere og mere svage. Verden elsker ikke, og frygter ikke Gud. Og dem som ikke elsker eller frygter Gud vil hurtigt miste al pligtsfølelse for hinanden. De er uden Gud og uden håb i verden.