Rising Above Despondency . The first night after reaching the place of meeting, despondency pressed upon me. I tried to overcome it, but it seemed impossible to control my thoughts. My little ones burdened my mind. We had left one in the State of Maine two years and eight months old, and another babe in New York nine months old. We had just performed a tedious journey in great suffering, and I thought of those who were enjoying the society of their children in their own quiet homes. I reviewed our past life, calling to mind expressions which had been made by a sister only a few days before, who thought it must be very pleasant to be riding through the country without anything to trouble me. It was just such a life as she should delight in. At that very time my heart was yearning for my children, especially my babe in New York, and I had just come from my sleeping-room, where I had been battling with my feelings, and with many tears had besought the Lord for strength to subdue all murmuring, and that I might cheerfully deny myself for Jesus’ sake. {LS 131.2}

Hæve sig over fortvivelse
Jeg blev ramt af modfaldenhed den første nat efter at vi havde nået mødestedet. Jeg prøvede at overvinde det, men det virkede umuligt at kontrollere mine tanker. Mine små bebyrdede mit sind. Vi havde efterladt en i Maine-staten, to år og otte måneder gamle, og en anden baby i New York ni måneder gammel. Vi havde netop tilbagelagt en udtrættende rejse med store lidelser, og jeg tænkte på dem som nød deres børns selskab i deres egne stille hjem. Jeg så tilbage på vort tidligere liv, erindrede de udtalelser som en søster kom med for få dage siden, som mente det ville være meget behageligt at ridde igennem landet uden at noget betyngede mig. Det var netop et sådant liv som hun skulle glæde sig ved. På det tidspunkt længtes mit hjerte efter mine børn, især efter min baby i New York, og jeg var netop kommet ud fra mit soveværelse, hvor jeg havde kæmpet (132) med mine følelser, og hjemsøgt Herren med mange tårer efter styrke til at underkue min knurren, og at jeg kunne fornægte mig selv for Jesu skyld.